Julehilsen fra Sct Michaels Nat

Sct. Michaels Nat ønsker dig og din familie en glædelig jul samt et godt nytår med mange spændende kulturelle oplevelser.

Kulturnatten 2023 blev igen en stor succes med mange tusinde gæster i Slagelse Midtby, der besøgte de utrolig mange forskellige tilbud, som Sct Michaels Nat byder på. Kulturnatten blev åbnet med utrolig flot dans og danseshow. Åbningstalen blev holdt af kunstnerisk direktør Peter Thieme fra Sjællands Teater. Et af Peters budskaber var, at Kulturen er vigtig. Kultur er ikke noget, man automatisk har eller får. Det er noget, vi skaber sammen – og som vi skal opleve sammen.

TAK
Fra foreningen Sct Michaels Nat skal der lyde en kæmpe stor tak til alle, der bidrager til Sct Michaels Nat. Uden jer kan det ikke lade sig gøre at skabe et så stort flot event, som Sct Michaels Nat – Kulturnatten i Slagelse er, SÅ

  • Tak til de mange frivillige som stiller op og viser deres passion frem. Lige fra dans, til sang, kunst m.m.
  • Tak til alle butikker og erhvervsdrivende, der holdt længe åbent og åbnede lokalerne for et kulturelt indslag
  • Tak til alle jer, der støttede op ved at købe de flotte selvlysende kulturarmbånd.
  • Sidst men ikke mindst: tak til alle vores fantastiske sponsorer: kulturambassadører og kulturpakke-samarbejdspartnere. Uden jer er det ikke muligt at skabe den største kulturnat uden for København.

ÅRETS KULTURPRIS GIK TIL SLAGELSE KUNSTFORENING
Slagelse Kunstforening modtog Sct Michaels Nats kulturpris 2023. Prisen blev uddelt af borgmester Knud Vincentz. Prisen blev modtaget af ”Årets Jesper” Vibeke Hvitfeldt. Vibeke er det medlem i Slagelse Kunstforening, som har siddet længst i bestyrelsen. I sin tale sagde borgmesteren blandt andet:  Slagelse Kunstforening har gennem alle årene været en aktiv del af kulturlivet i vores by og kommune og er det fortsat. Foreningen blander sig konstruktivt, når det drejer sig om vores fælles kulturliv, og den forsøger at sætte sit fingeraftryk på byens kulturelle udvikling ved at være med, hvor beslutningerne træffes. Det vidner om en stærk forening drevet af engagerede frivillige, som virkelig brænder for at fremme kulturen og kunsten i vores by.

NYE INDSLAG
Som noget nyt havde vi i år besøg af Guldfeen, der spreder kærlighed, magi og guldstøv. Guldfeens optræden måtte rykkes indenfor i den tidl. Augusta-butik, da regnvejr ramte kulturnatten samtidig med showet. Men de fremmødte børn fik en intens oplevelse sammen med Guldfeen.

Vi havde også besøg af LiLLuminations ved Ingrid Lill, der tegnede live med lys på husmur på Schweizerpladsen. Her kunne man få tegnet sit eget portræt og se Ingrids drømmebilleder vokse frem.

Flot og fantastisk var det også at se og høre de 100 sangere fra Slagelse Gospel Choir give koncert på Nytorv.

SKOLEKUNSTPROJEKT
Det er vigtigt for Sct Michaels Nat at vække børns interesse for kunst og kultur. Derfor gennemfører vi hvert år et børnekunstprojekt med kunstner Knud Erik Sørensen som projektleder. Årets tema var fortolkning af et værk af Anna Ancher, Pablo Picasso eller Claude Monet. Klassen fortolker ved at skabe et nyt værk, der kan føles og ses eller høres, leges med, benyttes til en eller anden funktion. F.eks. er Monet kendt for sine mange åkandemalerier. Kan klassen skabe en fiskedam/åkande-dam? Klassernes endelige værker blev udstillet i den tidl. Augusta-butik. Stort til lykke til 3B fra Søndermarksskolen, der vandt året skolekunstprojekt. 6B fra Søndermarksskolen blev nr. 2. Søndermarksskolen 6A  og Nymarkskolens 4. klasse fra delte 3. pladsen. I år kunne 3. – 6. klasser i Slagelse Kommune deltage.

I projektgruppen bag børnekunstprojektet går vi nu i tænkeboks og overvejer, hvordan næste års børnekunstprojekt skal se ud. Det er vigtigt for os at nå ud til så mange børn som muligt – indenfor de økonomiske rammer.

VI GLÆDER OS
I foreningen bag Sct. Michaels Nat tænker vi tilbage på en dejlig kulturnat, og vi er allerede gået i gang med at gøre os tanker i forhold til Sct Michaels Nat 2024. Vi ser frem til igen at skulle samarbejde med alle jer ildsjæle om at skabe endnu en minderig kulturnat.

Og vi håber selvfølgelig på at erhvervslivet igen vil støtte op med at tegne kulturpakker – og de besøgende med at købe kulturarmbånd.

ET LILLE JULEØNSKE
Vi regner med at sende indbydelser ud til aktører/foreninger i løbet af maj 2024. Nogle vil måske tænke, at det (for) er lang tid i forvejen. Men vores erfaringer viser, at planlægning og forberedelser går noget på pause, når sommerferien rammer os i juli og august. Derfor opfordrer vi alle til at få startet forberedelserne godt op inden sommerferien, så vi kan få alle events med i det officielle program.

Husk at du altid kan sende en mail til os, hvis du har input, nye ideer elle spørgsmål. Skriv til kontakt@kulturnat.dk så hører du fra os snarest muligt.

Mange jule- og nytårshilsener
Bestyrelsen for Sct. Michaels Nat