Vedtægter for foreningen Sct Michaels Nat
§ 1. Navn og hjemsted
1.1. Foreningens navn er ”Sct Michaels Nat”.
1.2. Foreningens hjemsted er Slagelse by i Slagelse Kommune.
§ 2. Foreningens formål
2.1. Foreningens formål er
A. I Slagelse by at arrangere og bestræbe sig på at gennemføre en årlig kulturnat i Slagelse by, kaldet Sct Michaels Nat, med uddeling af Sct Michaels Nats Kulturpris, og hvor hele familien, unge som gamle, indbydes til på et tidspunkt, når alle har fri, om aftenen og natten at opleve Slagelse bys vifte af kulturtilbud, samt at markedsføre Sct Michaels Nat på lokalt og regionalt niveau, og
B. At yde støtte til kulturelle formål til gavn for Slagelse bys kulturliv.
§ 3. Medlemskabet
3.1. Som medlemmer kan optages kulturelle foreninger og sammenslutninger, firmaer, personer og selskaber.
3.2. Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til foreningens bestyrelse, som meddeler de øvrige medlemmer af foreningen, at den pågældende søger medlemskab. Herefter afgør foreningens medlemmer, hvorvidt ansøgeren kan optages som medlem i foreningen. Optagelse kræver, at mindst 1/3-del af foreningens medlemmer stemmer herfor.
3.3. Alle medlemmer af foreningen har samme rettigheder og forpligtelser.
3.4. Hvert medlem har én stemme.
§ 4. Kontingent og indskud
4.1. Ved indtrædelse i foreningen betales et indskud på p.t. kr. 1.000,00. Indskuddets størrelse fastsættes af generalforsamlingen på hvert års ordinære generalforsamling. Indskuddet tilbagebetales ikke.
4.2. Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen på hvert års ordinære generalforsamling.
4.3. Kontingentet opkræves ved bestyrelsens foranstaltning og er forfaldent til betaling ved opkrævning, dog senest 1 måned efter kontingentets fastsættelse.
§ 5. Bestyrelse
5.1. Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling, og som har lokal forankring i Slagelse by.
5.2. Bestyrelsen tilforordnes to repræsentanter for aktørerne, der vælges på aktørernes stormøde i august måned. De tilforordnede vælges for to år ad gangen, således at den ene tilforordnede fratræder i lige år og den anden tilforordnede fratræder i ulige år. De tilforordnede er ikke medlemmer af bestyrelsen
5.3. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at 2 medlemmer afgår i lige år og 3 medlemmer afgår i ulige år.
5.4. Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, på hvilken de er valgt, vælger ved afstemning blandt bestyrelsesmedlemmerne en formand og en kasserer, som skal have tilknytning til foreningens medlemmer.
5.5. Bestyrelsesmøder afholdes, når et bestyrelsesmedlem finder det fornødent.
5.6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer af bestyrelsen er til stede.
5.7. Bestyrelsen afgør sagerne ved simpelt stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
5.8. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg bestående af såvel medlemmer som ikke-medlemmer, der skal forestå løsning af særlige opgaver.
5.9. Bestyrelsen skal årligt nedsætte et kulturstøtteudvalg bestående af fem personer til at forestå arbejdet og afgive indstillinger til bestyrelsen til opfyldelse af foreningens formål anført i § 2 stk. 1 litra B.
§ 6. Årsrapport
6.1. Foreningen virkeår og regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
6.2. Årsrapporten skal før den ordinære generalforsamling være udarbejdet. Årsrapporten udarbejdes med assistance fra revisor. Årsrapporten kan efter bestyrelsens valg revideres.
6.3. Revisor vælger på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen.
6.4. Foreningens formue skal være anbragt i anerkendt pengeinstitut og skal være rentebærende. Formuen kan anbringes i børsnoterede kreditforeningsobligationer.
6.5. I foreningen skal der stedse være en egenkapital på kr. 250.000,00.
6.6. Der kan kun uddeles midler i henhold til det i § 2 stk. 1 litra B anførte formål, såfremt der efter uddelingen fortsat er en egenkapital på mindst kr. 250.000,00.
§ 7. Tegning og hæftelse
7.1. Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening.
7.2. Foreningens kasserer har fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.
7.3. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler således ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsens medlemmer nogen personlig hæftelse for foreningens forpligtelser.
§ 8. Generalforsamlingen
8.1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
8.2. Den årlige ordinære generalforsamling afholdes i Slagelse by i perioden 1. – 30. april.
8.3. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst to
medlemmer af foreningen med angivelse af dagsorden skriftligt forlanger dette. I så fald skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest månedsdagen efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen.
8.4. Generalforsamlinger indkaldes med angivelse af dagsorden ved udsendt meddelelse til medlemmerne med mindst 30 dages varsel for en ordinær og med 14 dages varsel for en ekstraordinær generalforsamling.
8.5. Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af generalforsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
8.6. På den ordinære generalforsamling skal foretages følgende:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning om foreningens virke i det forløbne år.
- Fremlæggelse af den reviderede og af bestyrelsen underskrevne årsrapport til godkendelse.
- Indkomne forslag fra medlemmerne.
- Fastsættelse af kontingent og indskud.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen.
- Evt. valg af revisor.
- Eventuelt.
8.7. Senest 8 dage før den ordinære generalforsamling skal bestyrelsen fremsende årsrapporten til foreningens medlemmer.
8.8. Forslag fra medlemmerne til vedtagelse på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelsen af den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen skal senest 8 dage før den ordinære generalforsamling fremsende indkomne forslag til foreningens medlemmer. Fremsendelse kan ske sammen med årsregnskabet.
8.9. Afstemning kan kun finde sted om de i dagsordenen opførte forhandlingspunkter, ændringsforslag til disse, og rettidigt indkomne forslag fra medlemmerne. Forhold, som drøftes under punktet Eventuelt, jfr. § 8 stk. 6 litra H, kan ikke bringes til afstemning på generalforsamlingen.
8.10. Som anført i § 3 stk. 4 har hvert medlem på generalforsamlingen hver én stemme.
8.11. Der kan ikke på generalforsamlingen stemmes ved fuldmagt afgivet til andre.
§ 9. Vedtægtsændringer
9.1. Til ændring af foreningens vedtægter kræves kvalificeret flertal med 2/3-dele af de afgivne stemmer.
§ 10. Foreningens opløsning
10.1. Til vedtagelse af foreningens opløsning kræves, at dette vedtages på en generalforsamling med 2/3-dele af samtlige af foreningens medlemmer.
10.2. Er der på generalforsamlingen ikke mødt 2/3-dele af foreningens medlemmer, kan bestyrelsen senest 30 dage efter generalforsamlingens afholdelse indkalde til en ny generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 2/3-dele af de tilstedeværende stemmer.
10.3. Ved foreningens opløsning deles foreningens formue i to lige store dele, hvoraf den ene del skal anvendes til henholdsvis kulturelle formål til gavn for Slagelse bys kulturliv, og den anden del til uddeling til velgørende organisationer, der aktivt har deltaget ved gennemførelsen af arrangementet ”Sct Michaels Nat”.
10.4. Den generalforsamling, som træffer beslutning om foreningens opløsning, skal samtidig træffe beslutning om uddeling af foreningens formue i overensstemmelse med § 10 stk. 3.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 16. april 2008 samt ændret på generalforsamlingen den 24. april 2013 samt på generalforsamlingen den 27. april 2016 og generalforsamlingen 15. april 2019.